Central Cluster - et højttalerprincip med helt spcielle egenskaber
Jeg har i mange år talt varmt for Central Cluster’et som et rigtig godt højttaler-princip til scenebrug – altså musik, teater, performance og meget andet. Og jeg har spurgt mig selv, hvorfor det ikke er mere udbredt på disse kanter? Forklaringen kunne være, at mange lydfolk herhjemme stadigvæk i høj grad er ”home grown”. De kommer ind i branchen af ægte interesse for at lave god lyd, men har ofte ikke tilstrækkelig teoretisk baggrund. Det gør, at der ofte mangler en forståelse af, hvorledes lyden fra et PA-anlæg arbejder sammen med det rum, anlægget opererer i.
Det er fx. en udbredt misforståelse, at PA-anlægget "bare" er en forstørret udgave af stereoanlægget derhjemme. Det er grundlæggende forkert; de to ting har meget lidt med hinanden at gøre.
Central Cluster bygger på to facts:
1. Lydsituationen på scenen er MONO! Gentager: MONO. WHAT? Jo, fordi der kun er monolydkilder på scenen: én guitarmikrofon, én vokalmikrofon osv. Der er ganske vist mange mikrofoner ved trommesættet, men de mixes ned i én kanal. Keyboardet har ofte en stereoudgang, men her må man prøve sig lidt frem, fx med et separat mix.
2. "Loven om den første bølgefront" gælder. Den siger, at dér hvor lyden først kommer fra, dér er lydkilden! Det var jo ret logisk for vores forfædre for 100.000. år siden: Når de hørte sabeltigeren brøle fra venstre, så kom den faktisk også dér fra! Og vores ører - eller rettere sagt - vores hørelse er stadig indrettet på at udføre denne meget præcise retningsbestemmelse, som muliggøres netop fordi vi har to ører.
Taler vi om højttalersystemer, opstår der et et problem, når vi begynder at bruge flere højttalere til at distribuere mono-lyden. Altså: flere højttalere udsender den samme lyd. Den højttaler, som er nærmest ved os, vil få os til at tro, at guitaristen også er dér! Vi kender situationen, når vi er til koncert: Vi står lidt tættere på den venstre højttaler-stack, og selv om vi ser solisten stå midt på scenen, så kommer hans lyd uundgåeligt fra venstre side! Det er ikke muligt at ændre på dette med vores vilje, selvom vi gerne ville. Vores hørelse er programmeret gennem hundredetusinder af år til at reagere på denne måde.
Hjemmestereo fungerer ikke på scenen
Den almindeligt anvendte opstillingsmåde er som bekendt to stakke højttalere, eller to line-arrays, én på hver side af scenen. Det giver lydmanden (eller -damen) en fornemmelse af et stort stereoanlæg – og da han ofte står ved sin lydpult midt i salen, så lyder det ganske glimrende dér. Specielt når han spiller sine yndlings-CD’er over anlægget for at tune ind. I skyndingen glemmer han, at den pågældende CD netop er produceret til at lyde godt på stereo-anlægget derhjemme…
Hvis de to ovennævnte facts ikke respekteres, kan man få dislokalisation, dvs. at man fejllokaliserer lydkilder som beskrevet ovenfor. En anden dårlig lydoplevelse er ”phasing”, som opstår når man som publikummer flytter lidt på hovedet eller sig selv. Det lyder som om lyden overlejres af en ”whoosh”-agtig lyd.
Hvis højttaler-stakkene, som det ofte sker, placeres i hver side af scenen, så stryger lyden typisk hen over hovedet på folk. Da publikum fungerer som en kraftig lydabsorbent (i mange tilfælde den eneste!), så aftager lydtrykket hurtigt hen over hovedet på publikum. Herved får man nemt en dårlig lydfordeling, nemlig et voldsomt lydtryk på de forreste pladser ved scenen samtidig med for lavt lydtryk på de bageste pladser. Dårloig lyd !
Hvordan kan central cluster’et forbedre lydoplevelsen?
Først og fremmest ved at fjerne dislokalisering, idet lyden nu lokaliseres til midt på scenen, uanset hvor man befinder sig i salen. Central cluster’et skal helst placeres højt, derved undgår man ”strejfende” lydindfald hen over publikum. Der bliver samtidig mindre forskel i afstanden mellem de forreste og bageste pladser. Så alt i alt får man en mere jævn lydfordeling, hvilket er en ubetinget akustisk kvalitet.
Men hvor skal man nu placere sit central cluster? Moderne PA-systemer er så kraftfulde i forhold til størrelsen og vægten, at de sagtens kan flyves og placeres fx midt i lysriggen. Man behøver ikke at flyve baskasserne, fordi der praktisk taget ikke er nogen retningsvirkning for lyd under ca. 100 Hz. Baskasserne kan placeres, hvor det er mest hensigtsmæssigt, fx under scenen. Men de skal holdes sammen, så tæt som muligt!
Undertiden kan der opstå problemer med lyddækningen på de forreste rækker publikum, fordi afstanden til det "fløjne" PA bliver for stor i forhold til scenelyden (monitor og bag-gear). I de tilfælde kan man supplere med ”frontfills”, dvs. en række mindre højttalere på sceneforkanten, der forsyner de forreste rækker med lyd. Men mange gange er scenelyden (eller baggearet) så kraftig, at den spiller lige op med PA’et, og på grund af geometrien bliver PA’et så tilpas forsinket, at det fungerer på samme måde som et delay-tårn!
Den bedste løsning er et tre-kanal system, left-center-right, eller LCR. Herved kan man mikse scenelyden i bredden, samtididg med, at man fastholder centerbilledet med fokus på solisten. Et mix til centeret bestående af solist plus percussion er i øvrigt en stærk kombination.
Det bemærkes, at centeret ikke blot er et mix af venstre og højre kanal, men et separat mix, og mixepulten skal være indrettet til det, altså have 3 separate outputs.
Hvor er vores stereobillede?
Jamen, er der så slet ikke noget tilbage af vores stereobillede? Jo, tæt på scenen og præcist i midten af salen vil AB systemet give os det stereo-billede, vi kender hjemme fra dagligstuen. Ellers ikke!
Er du i tvivl om der virker? Så tænk på biografens lydanlæg, der siden tonefilmens start i 1927 har været et central cluster med filmens dialog i midten. Sådan er det stadig, også fx i et DOLBY 5.1 anlæg, netop for at fastholde fokus på dialogen. Lyt selv efter!
ORDLISTE:
PA-system: de store højttalersystemer, der bruges til forstærkning af koncertlyden ud til publikum.
Central cluster (betyder "central klynge"): én eller flere højttalere er samlet midt over scenen og distribuerer hele lyden til publikum (i princippet: fra ét punkt).
Monitor: de højttalerkasser, der forstærker scenelyden, så musikerne kan høre hinanden.
Baggear: de forstærkere og højttalere på scenen, der forstærker musikernes egen lyd, fx guitarforstærkeren.
Frontfills: en række (mindre) højttalere ved sceneforkanten til forstærkning af scenelyden til de forreste publikumsrækker. |